Det var varmt udenfor, solen var skarp i mine øjne. Jeg burde smile, og have en god fornemmelse i maven. En kold tåre trillede ned af min kind, lyden af mit hjerte galopere som en hest, gjorde mig ikke mere rolig. Forsigtigt, blev min taske placeret i kurven, hænderne på styret, op på sadlen, foden på pedalen og så afsted. Det var som om jeg kunne høre uret slå otte lige før jeg ankom. Musikken i ørene, taksen på ryggen, hovedet vendt mod jorden.
Kigger på døren, en indre frygt inde i mig, tager i håndtaget, men fortryder hurtigt.
Hvorfor skulle hun gøre dem æren af og træde ind af døren? hvorfor skal hun gøre sig skyde klar for ting og ord. hvorfor skal hun finde sig i det? Hun er jo normal pæn, ligesom alle andre, måske lidt speciel. Hvad har hun gjort forkert. Hvorfor skal hun straffes for at være sig selv? Hun tog en dyb indånding tog sin maske på, tog i håndtaget, åbnede døren og trådte ind og satte sig på sin plads. Der var noget galt, ingen ord, ingen ting? Det kunne kun blive være. Det var endelig sidste gang hun skulle se på de mennesker igen, sidste gang hun skulle høre de ord, sidste gang hun skulle føle sig krænket på sådan en måde. Hvorfor følte hun sig så ikke glad?
Læren satte film på, ingen så den, folk snakkede. Jeg sad med musik og tegnede. Jeg hørte dem bag mig, deres lede ord, og jeg kunne mærke deres ting i nakken. jeg ignorerede det, selvom det var svært. De tog min tegning, og rev den i stykker, jeg tog min blok frem, og tog et nyt papir. tankerne fløj rundt i mit hoved. Jeg rejste mig op, sagde fuck dem, jeg pakkede mine ting, mens jeg prøvede at beholde min kolde maske på. prøvede at virke uberørt. "Du er en jonkie luder, ved du godt det". Jeg vendte mit blik mod ham. jeg havde i så mange år gemt på min vrede. jeg holdt hans blik fast, jeg kede ikke skræmt, heller ikke grædende. Mit blik sagde, prøv at sig det en gang til og jeg smadre dig din under klasse. Det rør ud af mig. " hvad kaldt du mig!"
"svar mig din lille under måler ! ". han kiggede lidt forskrækket og sagde "Du er en jonkie luder!".
" kom her hen og sig det op i mit ansigt". han trådte et par skridt tættere på
" Du er en Jonkie Luder". uden varsel, strakte jeg min hånd i hastig hed trak jeg den op til min mod satte skulder, og af alle kræfter rør en - Kællinge Lusing- lige i ansigtet på ham. Ud af døren jeg var intet de kunne gøre. De kom ud, råbte og skrev, ordene fløj rundt i luften alle hørte det. fanget i et hjørne, alle kigger, ingen gør noget. en' efter en Træder de på hende. alene og forladt. alle er gået hun rejser sig op. samler sine ting sammen og smider de ødelagte ting ud. Musikken i hendes øre står på gangen, alene. alle er hjemme nu. hendes øjne bliver fyldt med tåre, hun falder på knæ. hun kan ikke mere hun vil ikke mere. det er alt sammen overstået fysisk nu. hun mangler bare facebook beskederne som hun ved de er igang med at skrive lige nu.
Hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar