Den bedste, og den værste

Pakkede min taske, ingen bøger, ingen ting, bare noget at tegne på og med, og så min musik.
Det var varmt udenfor, solen var skarp i mine øjne. Jeg burde smile, og have en god fornemmelse i maven. En kold tåre trillede ned af min kind, lyden af mit hjerte galopere som en hest, gjorde mig ikke mere rolig. Forsigtigt, blev min taske placeret i kurven, hænderne på styret, op på sadlen, foden på pedalen og så afsted. Det var som om jeg kunne høre uret slå otte lige før jeg ankom. Musikken i ørene, taksen på ryggen, hovedet vendt mod jorden.
Kigger på døren, en indre frygt inde i mig, tager i håndtaget, men fortryder hurtigt.
Hvorfor skulle hun gøre dem æren af og træde ind af døren? hvorfor skal hun gøre sig skyde klar for ting og ord. hvorfor skal hun finde sig i det? Hun er jo normal pæn, ligesom alle andre, måske lidt speciel. Hvad har hun gjort forkert. Hvorfor skal hun straffes for at være sig selv? Hun tog en dyb indånding tog sin maske på, tog i håndtaget, åbnede døren og trådte ind og satte sig på sin plads. Der var noget galt, ingen ord, ingen ting? Det kunne kun blive være. Det var endelig sidste gang hun skulle se på de mennesker igen, sidste gang hun skulle høre de ord, sidste gang hun skulle føle sig krænket på sådan en måde. Hvorfor følte hun sig så ikke glad?
Læren satte film på, ingen så den, folk snakkede. Jeg sad med musik og tegnede. Jeg hørte dem bag mig, deres lede ord, og jeg kunne mærke deres ting i nakken. jeg ignorerede det, selvom det var svært. De tog min tegning, og rev den i stykker, jeg tog min blok frem, og tog et nyt papir. tankerne fløj rundt i mit hoved. Jeg rejste mig op, sagde fuck dem, jeg pakkede mine ting, mens jeg prøvede at beholde min kolde maske på. prøvede at virke uberørt. "Du er en jonkie luder, ved du godt det". Jeg vendte mit blik mod ham. jeg havde i så mange år gemt på min vrede. jeg holdt hans blik fast, jeg kede ikke skræmt, heller ikke grædende. Mit blik sagde, prøv at sig det en gang til og jeg smadre dig din under klasse.  Det rør ud af mig. " hvad kaldt du mig!"
"svar mig din lille under måler ! ". han kiggede lidt forskrækket og sagde "Du er en jonkie luder!".
" kom her hen og sig det op i mit ansigt".  han trådte et par skridt tættere på
" Du er en Jonkie Luder". uden varsel, strakte jeg min hånd  i hastig hed trak jeg den op til min mod satte skulder, og af alle kræfter rør en - Kællinge Lusing- lige i ansigtet på ham. Ud af døren jeg var intet de kunne gøre. De kom ud, råbte og skrev, ordene fløj rundt i luften alle  hørte det. fanget i et hjørne, alle kigger, ingen gør noget. en' efter en Træder de på hende. alene og forladt. alle er gået hun rejser sig op. samler sine ting sammen og smider de ødelagte ting ud. Musikken i hendes øre står på gangen, alene. alle er hjemme nu. hendes øjne bliver fyldt med tåre, hun falder på knæ. hun kan ikke mere hun vil ikke mere. det er alt sammen overstået fysisk nu. hun mangler bare facebook beskederne som hun ved de er igang med at skrive lige nu.

Hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere..

Undskyld

Jeg burde være en bedre datter end jeg var.
Det er jeg rigtig ked af, jeg elsker jer og jeg respektere jer. i er min familie, og det er først nu jeg har fundet ud af, at i bare prøver at passe på mig. Jeg har ikke slev gjort andet end at skide på jer og alt i sagde. Jeg kan græde over at jeg ikke bare kunne høre efter hvad i sagde, så havde jeg nok ikke været ude i så meget lort som jeg var ude i?..
I sagde jeg ikke måtte, omgås den dreng, men jeg sagde i altid skulle bestemme over mig, og i aldrig lod mig gøre noget selv. men sagen er den jeg kunne ikke slev forstå, at jeg altså kun var 13. jeg kunne ikke selv se at den dreng jeg var "kærester" med den gang var psykopat. han slog mig gerne, men spurgte i hvad det var få nogle mærker kom jeg med en løgn mere. Jeg levede mit liv, løgn på løgn, på løgn :'(
Jeg kom hjem i fuld tilstand, i spurgte om jeg havde drukket, jeg sagde "de sagde det var vand". i valgte og tro mig, selvom i vidste det var løgn. Jeg kom forsent hjem, flere gange og kom med utallige undskyldninger. Jeg havde de rigtige venner og veninder mente jeg selv. Men de gjorde jo ikke andet end at manipulere. De var en stor løgn, vores pige "Bande" var et stort helved. vi røg i smug, og truede andre. vi troede vi var noget, men i virkeligheden syntes folk jo bare vi var latterlige. Den gang jeg kom grædende hjem, og sagde. "mor, far jeg har smadret for over 10'000 kroner "  og i skal betale bøden. jeg var pisse kold og pisse ligeglad. Jeg ville gøre alt idag for at lave det om. men det kan man bare ikke, desværre. i så mig aldrig, jeg lavede ikke andet end at sidde foran den der computer, og skrive med alle mulige jeg ikke anede hvem var. Selvom de fleste mener, at det er naturligt at hade sin forældre som teenager så var det her ikke normalt. jeg ved ikke hvordan i kunne holde mig ud, hvorfor ikke bare sendte mig på en andstald.
Den værste dag for nok både jer og mig, var da jeg kom hjem, og var gravid første gang som 13 årig. det var ikke skide sjovt. jeg Undskylder af hele mit hjerte, og takker fordi i gav mig chancen for at komme på efterskole, jeg er lykkelig her, bare det kunne vare for evigt.. Knus Malene <3